Officiel åbning af Aarhus Europæisk kulturhovedstad 2017

Home / Arkiv: NYHEDER / Officiel åbning af Aarhus Europæisk kulturhovedstad 2017

Officiel åbning af Aarhus Europæisk kulturhovedstad 2017

MEGA EVENT
Åbningen af 2017: Enestående, lysende og magisk
Officiel åbning lørdag 21. januar 2017 kl. 19.00 – 21.00

Vi kan se frem til en helt igennem enestående, magisk aften, når vi indleder året som Europæisk Kulturhovedstad 21. januar. Med udgangspunkt fra Musikhuset Aarhus kl. 19 vil et optog med tusindvis af oplyste lanterner, tæt på tusind korsangere og musikere samt mange tusinde medvirkende bevæge sig gennem byen.

Til tonerne af nordens ældst kendte folkemelodi ”Drømte mig en drøm i nat” bæres tusindvis af lysende lanterner, seks 10-12 meter lange oplyste skibe sammen med flere tusinde mindre både igennem Aarhus by. Skibene og lanternerne bæres af de mange medvirkende, som synger og går i optog og forvandler Aarhus by til et flydende hav af mennesker, musik, storslåede scenarier og lysende skibe.

Lysoptoget akkompagneres af stemmer og toner fra opera- og korsangere, lurblæsere, den færøske sanger Eivör, Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Symfoniorkester og andre orkestre, som nynner, synger og spiller til lyden af hav og bølger.

Optoget kulminerer med en storslået fortælling, der projiceres som tableauer på de store bygninger på Aarhus Havn. Forventet sluttidspunkt er cirka kl. 21.00.

Åbningsceremonien er skabt af britiske Nigel Jamieson, som er en af verdens førende teater- og eventinstruktører. Nigel Jamieson er blandt andet kendt for sin instruktion af den ikoniske ”Tin Symphony” til åbningen af de Olympiske lege i Sydney i 2000, afslutningsceremonien til Manchester Commonwealth Games samt åbningsceremonien til Europæisk Kulturhovedstad Liverpool 2008.

Glæd dig til 6. januar, hvor vi fortæller mere om ruten, publikumsspots, transport og parkering etc.

Følg med på http://www.aarhus2017.dk/da/officiel-åbning/ eller på Facebook.

Åbningen er støttet af Købmand Herman Sallings Fond.

Kontakt os!

Du kan sende en besked til os!

Start typing and press Enter to search